
Jyske forsyningsselskaber i nyt samarbejde
Otte jyske forsyningsselskaber går sammen i et nyt fælles serviceselskab, der får hjemsted i Randers.
Favrskov Forsyning A/S, Syddjurs Spildevand A/S, Thisted Vand Service ApS, Morsø Forsyning A/S, Vesthimmerlands Forsyningsservice A/S, Mariagerfjord Vand A/S, Samsø Spildevand og Vandmiljø Randers A/S er selskaberne bag det nye samarbejde, der har til formål at bidrage til økonomisk effektivisering og at skabe merværdi for ejerkredsen gennem rationel samdrift af en række relevante opgaver og ydelser.
Serviceselskabet, der fra 1. september får navnet Forsyningsservice, får hjemsted hos Vandmiljø Randers, der er ny i samarbejdet. Samtidig tiltræder direktør i Vandmiljø Randers Peter Christensen som direktør for Forsyningsservice.